Vi flytter i større lokaler

Den tidligere citroënbygning på Nørrekobbel i Sønderborg bliver ny ramme om Reklamehuset, der om kort tid flytter fra Søndre Landevej, sammen med Casanta Trykcenter.

Efter at have stået tom i et stykke tid, er ejendommen på hjørnet af Nørrekobbel og Damgade, som tidligere husede forhandling og værksted for Citroën, blevet solgt til SBJ Ejendomme ApS der ejes af brødrene Stefan og Brian Johannsen. De to brødre er også ejere af Reklamehuset og Casanta Trykcenter, som i dag har til huse på Søndre Landevej 59 og den nye ejendom skal fremover være nyt domicil for disse to firmaer.

Selv om vi selvfølgelig også har kunnet mærke finanskrisen på nogle områder, er vi alligevel vokset så meget, at vores nuværende lokaler er blevet for små, siger Brian Johannsen. Det er især vores digitaltrykkeri, der faktisk har udviklet sig ret meget under krisen, fordi hele erhvervslivet har været nødsaget til at tænke rationelt. I stedet for at skyde med ”spredehagl” har mange virksomheder faktisk øget deres salgsindsats ved at gå målrettet efter små, men købedygtige kundegrupper, og her har vores koncept med fleksible og personligt tilpassede budskaber passet perfekt til situationen. Endvidere har en del af de større virksomheder nedlagt deres egne kopi- og trykafdelinger, hvilket har givet os en del print-on-demand opgaver.

Samtidig har vi for et par år siden udvidet vores full-service sortiment til også at omfatte print af storformater, som er blevet en ret omfattende og pladskrævende afdeling.

I og med at forhandlingerne har stået på i et stykke tid, har tegningerne ligget klar og håndværkerne har ventet på sidelinjen. Derfor var de klar til at tage fat så snart  slutsedlen var underskrevet og på trods af en større ombygning forventer vi, at kunne flytte begge virksomheder i sommerferien, siger Brian Johannsen. Med flytningen kommer vi til at råde over i alt ca. 1.100 kvm. mod de godt 500 vi har nu. Selve reklamebureauet får kontorer i den tidligere salgsudstilling, mens værkstedslokalerne bliver bygget om til trykkeri, efterbehandling og montage af skilte og biler, ligesom der skal indrettes mødelokaler, personalekøkken og fællesrum. 

Stefan og Brian Johannsen overtog i 2007 Reklamehuset efter deres forældre mens de i 2005 selv etablerede Casanta Trykcenter. Begge virksomheder har kunder over hele landet, ligesom Reklamehuset også har en del kunder i Tyskland. Til sammen er der i dag 18 medarbejdere, men i kraft af flytningen og den løbende udvikling forventes der at skulle ansættes flere medarbejdere i fremtiden.

Reklamehuset er etableret i 1973 og flyttede i 1982 fra Æblegade til Søndre Landevej 59. I 1992 blev Brian Johannsen ansat i firmaet, mens Stefan Johannsen kom til i 2000. Ved årsskiftet 2007/2008 overtog Stefan og Brian Johannsen firmaet fra deres forældre.

Casanta Trykcenter er etableret i 2005. I 2007 opkøbte selskabet Advision, som senere er blevet integreret i Casanta Trykcenter.

Begge virksomheder beskæftiger i dag 18 medarbejdere.

Tilbage